Aktiviteter

Her kan du læse om de forskellige tilbud vi har på Strandhøj.

Dagcenter Strandhøj tilbyder hver dag ca. 25 borgere fra eget hjem aktiviteter, vedligeholdende træning og tilbud om holdtræning.

Dagcenteret er et kommunalt tilbud for folke- og førtidspensionister, der har brug for aflastning, aktivering, pleje og træning i dagtimerne, men som i øvrigt kan klare sig, og bor i eget hjem – eventuelt suppleret med hjemmepleje.

Dagcenter Strandhøj har egne træningslokaler. Der er tilbud om holdtræning og individuel vedligeholdesestræning, stavgang, udflugter med mere. 

Der er aktiviteter for de kreative med maling og andet håndarbejde. Der er tilbud om socialt samvær. Der er musik, sang og bevægelse. Der er tilbud om bankospil, tøjsalg, foredrag osv. 

Folke- og førtidspensionister skal visiteres til dagcenteret gennem Helsingør Kommune - Forebyggelse og Visitation. 

På Strandhøj tilbyder vi mange forskellige aktiviteter, du kan læse om dem i Strandhøj tidende eller finde dem på denne side.

Strandhøj har et beboerblad som hedder "Strandhøj Tidende", det udkommer omkring den 1. hver måned

Bladet indeholder bla. månedens aktiviteter, indslag fra beboere, dagcenterbrugere, personale og pårørende. Der er billeder og beskrivelser fra forskellige arrangementer og begivenheder på Strandhøj.

Strandhøj Tidende uddeles til alle beboere og kan udleveres på kontoret. 

 

Borgere over 60 år i Helsingør kommune der modtager pension har mulighed for at selvtræne på plejehjemmet Strandhøj

Formålet
At tilgodese borgere der ikke har et reelt behandlingsbehov, men har brug for at vedligeholde/forbedre styrke, balance og kondition, og derved forebygge udvikling/forværring af sygdomme.
At der gives mulighed for motion i egnede træningslokaler.

Målgruppe
Borgere i Helsingør Kommune der modtager pension. Borgerne skal selv sørge for at komme til og fra Strandhøj.

Hvor foregår det
Træningslokalet på Strandhøj

Åbningstider

Mandag til fredag i tidsrummet kl. 8.00-9.00 og 15.00-18.00

Lørdag og søndag fra 8.00-15.00

Opstart

Selvtrænere skal henvende sig til plejehjemssekretæren for at blive registreret.

Der er introduktion og vejledning i brugen af de forskellige redskaber ved fysioterapeuten, som oftest den sidste torsdag i hver måned kl. 14.00. (spørg sekretæren)

Følgende maskiner er til rådighed i træningssalen.

  • Motionscykler
  • Romaskiner
  • Crosstrainer
  • Stepmaskine
  • Benpres
  • Armmaskine
  • Håndvægte

Du kan selv medbringe måtter, elastikker, bolde osv.

Der er ikke mulighed for at tage bad.

Prisen for selvtræning i 2023 er 97,00 kr. i måneden

Plejehjemmet Strandhøj har mange faste traditioner hvert år. Vi samler på stjernestunder og benytter enhver lejlighed til at samles og hygge.

Nogle af Strandhøjs faste traditioner er Skt. Hansfest, juletræsfest, markedsdag, nytårskur, husets fødselsdag, udflugter osv., alle brugere af huset er velkomne. 

Hvert år afholdes en sommerudflugt for beboere og dagcenterbrugere - udflugten er doneret af Helge Åge Rasmussens fond.

Der afholdes gudstjeneste i Caféen 5-7 gange om året,  bla. Kyndelmisse, påske, sommer, høst og julegudstjeneste.

Der afholdes dansecafe ca. en gang hver måned.

Alle arrangementer annonceres med opslag på dørene ved enhederne og de fleste vil også blive annonceret i Strandhøj tidende.

Foreningen Strandhøjs Venner har til formål i samarbejde med ledelsen og brugerne, at yde støtte til plejehjemmet Strandhøj - herunder Lille Strandhøj

Foreningens formål:
Foreningen Strandhøjs Venner er stiftet den 23. april 2003 af en gruppe beboere og pårørende til beboere på Strandhøj samt borgere i Helsingør Kommune, der er meget interesserede i beboernes fortsatte sociale velfærd. 

Aktiviteter:
Foreningens bestyrelsesmedlemmer, der er frivillige og arbejder gratis, yder praktisk støtte ved de forskellige arrangementer der er planlagt på Strandhøj.

Derudover vil foreningen også i løbet af året planlægge og afholde mindre arrangementer for beboerne.
Bestyrelsen håber, at nogle af medlemmerne også vil være behjælpelige med at yde praktisk støtte ved arrangementer og lign. i det omfang, de har mulighed herfor.

Medlemskab af foreningen:
Foreningens kontingent der fastsættes ved den årlige generalforsamling, bliver anvendt til afholdelse af foreningens arrangementer samt administration.
Kontingentet udgør pt. for et kaldenderåret 100,00 kr. for en eller 150,00 kr. for par.

Kontakt:
Yderligere information kan indhentes ved henvendelse til Lillian Mathiesen, på tlf. 28 69 75 51 eller på mail lillianmathiesen@youmail.dk

klik for at hente indmeldelsesblanket:

På strandhøj har vi etableret en sansehave og et sanserum

Sansehaven
Plejehjemmet Strandhøj fik i 2011 midler fra "Elly og Willy Magnussons Mindefond" til projektet "sanser og træning" 

Midlerne blev brugt til at udvide vores eksisterende lille sansehave til en sansehave med træningsredskaber, samt talrige områder der stimulerer sanser og balance. Derudover blev der opsat en havepavillion. Hyggelige områder med bænke og ikke mindst en gyngesofa. 

 

Sanserummet Strandly
Sanserummet er et rum, der påvirker sanserne på en kontrolleret og positiv måde.  Atmosfæren er tyst, næsten drømmeagtig, der gør, at man føler sig meget behagelig og afslappet. Denne stemning bliver bevirket af rummet´s indretning. Formålet ved brug af rummet er at øge livskvaliteten for den enkelte beboer/borger, ved sanselig nydelse og velbehag. 

Strandhøj har sin egen handicapbus, som er indrettet med lift og plads til flere kørestole. Bussen er indkøbt i 2015 og er specielt indrettet til os.

Det er både personale og frivillige der kører bussen.

Oftest er det en tur ud i det blå til skov og strand, men der er også planlagte ture til attraktioner rundt omkring i Nordsjælland.

Det er muligt for pårørende at låne bussen, hvis I ønsker at køre en tur med jeres pårørende der bor på Strandhøj.
Kontakt administrationen og hør nærmere.